Projektet

Det hele startede ved et tilfælde!

Vi var lidt irriterede over, at vi altid manglede skabsplads, men havde ellers ingen planer om at købe nyt hus. Indtil der en søndag var åbent hus i fire nye Bülow Nielsen huse lige i nærheden af, hvor vi boede. Efter at have set dem var vi lidt bidt af tanken, men vi "overlevede" et par uger, indtil vi lidt tilfældigt opdagede at Lind & Risør havde et prøvehus lige i nærheden - så måtte vi lige se det også.

Sælgeren var vaks. Inden vi gik, havde vi aftalt et økonomiberegningsmøde - vi kunne jo altid springe fra, hvis det ikke var noget.

Inden mødet fik vi tilsendt brochuren "Design-serien" samt kataloget over individuelt byggeri, så vi kunne overveje, hvad det var vi gerne ville have - hvis nu. Økonomiberegningen overbeviste os, nu skulle vi bare finde en grund.

Efter to søndage hos en masse ejendomsmæglere som på det nærmeste slog sig på maven af grin, når vi spurgte efter en grund, gik gassen lidt af. Vi kontaktede nogle kommuner, men selvom de var mere venlig stemt, var der heller ikke rigtig held der. Så da Lind & Risør inviterede til åbent hus i 12 huse i påsken, og de ovenikøbet havde nogle gode grunde til salg, tog vi en af dem. Folk stod nærmest i kø og vi turde simpelthen ikke vente.

Se grunden her:

 

Tilbage til tegnebordet, nu skulle der bygges hus!

Vi var ret hurtigt enige om nogle krav. Huset skulle være i et plan, det skulle være lyst og venligt, og det skulle have et stort bryggers. Det store bryggers gjorde at husene i "Design-serien" ikke kunne bruges, og heller ingen af husene i "mappen" kunne umiddelbart bruges, så vi stjal en masse gode ideer og tegnede vores helt egen indretning som vi havde med til det første møde med arkitekten. Arkitekten forstod vores budskab, for hans første tegning var præcis som vi havde forestillet os - stuen var bare for lille. Vi fik gjort huset 1m længere, og så var det hus perfekt - Det kostede godt nok typehusrabatten + nogle ekstra kvm. - men i dag er vi glade for at vi gjorde det.

Resultatet blev et individuelt sølv længehus på 143 kvm med valmtag - Opført som nøglefærdigt byggeri.

Se grundplanen her: - Carporten er efterfølgende blevet vendt 90 grader, men det er en anden historie.

 

Materialerne, sikken et arbejde - men det var sjovt!

Vi havde hørt om materialevalgsmødet, men vidste ikke helt præcist hvad det gik ud på. En venlig byggerådgiver i et prøvehus, svarede os på vores utallige spørgsmål, og hjalp os af med de værste frustrationer. Vi brugte mange søndage på at køre rundt og kigge i alle prøvehusene (flere gange) dels for at kigge på materialer og dels for at få nogle gode ideer. Lørdagene gik dels hos HTH i Lyngby og i København og dels hos Kalk og Mørtelværket på Frederiksberg. I starten var vi skrup forvirrede, men efterhånden fandt vi ud af at dele det op i nogle mindre mundfulde. Den ene weekend kiggede vi på køkkener den næste på badeværelser osv osv. Vi mente selv, at vi havde ret godt styr på det, da vi fik et informationsbrev om materialevalgsmødet. I første omgang blev vi ret skuffede, da vi fandt ud af, at vi skulle vente i tre uger, før vi kunne få en tid. Men det viste sig, at de tre uger var givet godt ud, der var mange detaljer vi alligevel ikke havde tjek over, og vi fik lige tid til at kigge det hele igennem i fred og ro en ekstra gang.

 

Materialevalgsmøde - en dejlig dag!

Fordi vores hus er individuelt byggeri, havde vi både en af Lind & Risørs arkitekter og en selvstændig indretningsarkitekt, som er fast tilknyttet Lind & Risør, med til materialevalgsmødet. De viste sig begge at være meget professionelle. De forstod ideerne bag vores materialevalg, supplerede gerne med deres egne ideer, og turde give deres mening til kende, også når den ikke var helt som vores. Da vi forlod materialevalgsmødet, var det med ro i maven, og med en sikker forventning om, at det bliver et godt hus, som hænger sammen i en helhed, og som vi også kan holde ud at bo i om 10 år.