Økonomiberegningsmøde

Økonomiberegningen blev foretaget af en boligøkonom hos Lind & Risør. Inden vi tog ud til mødet havde vi kigget på det tilsendte materiale, så vi havde en ide om hvor vi ville bo og hvor stort et hus vi ville have. Vi vidste f.eks. også, at huset skulle være i et plan og med valmtag.

Boligøkonomen startede med at spore os ind på det rigtige hus. Ikke fordi det skulle være det endelige, men for at have en ca. pris at gå ud fra. Herefter udarbejdede vi et byggebudget, det blev baseret dels på vores oplysninger om nuværende indtægter og udgifter, dels på vores forventninger til det nye hus og dels på hans erfaringer. Resultatet var en budgetberegning, der bl.a. viste, hvor meget vi havde til os selv, hvis vi gik i gang med et byggeprojekt - både før og efter skat.

Vi fik et nyt og mere præcist budget, da vi havde fundet grunden og valgt det endelige hus. Det oprindelige budget er mindre end det nuværende, men de fleste overskridelser er opstået, fordi vi selv har ændret mening, bl.a. gjorde vi huset større end først antaget.